• Læs artiklen
    05.10.2017

    Ny bog fra VILTOFT

    Bogen Voldgiftsret er i dag udkommet i 3. udgave udarbejdet af VILTOFTs Peter Fauerholdt Thommesen.

    Bogen er en samlet fremstilling af dansk voldgiftsret. Den inddrager nyeste rets- og voldgiftspraksis i Danmark, Sverige og Norge og ajourføres løbende på www.voldgiftsret.dk.

    Bogen kan købes i Karnov Groups webshop.




    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    28.06.2017

    Nye regler om sagkyndig bevisførelse træder i kraft

    De nye regler om sagkyndig bevisførelse træder i kraft 1. juli 2017. Fra ikrafttrædelsesdatoen omfatter reglerne også verserende sager, og det kan derfor allerede nu være en fordel at gøre sig det klart, hvilke muligheder og risici de nye regler frembyder for ens verserende sager.

    For en mere uddybende gennemgang af de nye regler om sagkyndig bevisførelse henvises til vores artikel af 1. februar 2017, som kan læses her.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Peter Fauerholdt Thommesen, pft@viltoft.dk eller Tobias Weibel, tw@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    23.06.2017

    MgO-kendelse i den første prøvesag – entreprenør frikendt, rådgiver dømt

    Den 21. juni 2017 blev der afsagt kendelse i den første prøvesag om MgO-vindspærreplader.

    MgO-plader er blevet anvendt i facader på ca. 20.000 almene boliger og et stort antal privatboliger, sygehuse, dagsinstitutioner og erhvervsbygninger. I nogle af byggerierne er der opstået fugtskader, som ifølge flere rapporter skyldes de fugtopsugende og saltholdige MgO-plader.

    Kendelsen af den 21. juni 2017 angik en sag, hvor en rådgiver (arkitekt) havde projekteret en traditionel fiberarmeret vindspærreplade. Entreprenøren forespurgte efterfølgende, om vindspærrepladen kunne ændres til en anden type og foreslog en MgO-plade. Entreprenøren sendte herefter noget forskelligt materiale til rådgiveren, der godkendte ændringen.

    I kendelsen lægges til grund, at MgO-pladerne er uegnede til anvendelse i et dansk klima i lette facader med ventilerede konstruktioner.

    Voldgiftsretten fandt, at rådgiver efter aftalen med bygherren var forpligtet til at følge kvalitetssikringsbekendtgørelsen og -vejledningen, herunder om anvendelse af gennemprøvede materialer.

    Voldgiftsretten fandt, at rådgiver på baggrund af det fra entreprenøren modtagne materiale samt entreprenørens oplysning om ikke at have erfaring med produktet i 2010 måtte have vidst, at MgO-plader var et nyt, ikke-gennemprøvet materiale. Rådgiver var herefter ansvarlig efter kvalitetssikringsreglerne for at have undladt at meddele bygherren denne oplysning, uanset at rådgiver ikke havde grundlag for mistanke om, at anvendelse af det nye materiale var risikabelt.

    Kendelsen afklarer en række spørgsmål, herunder at rådgiver var berettiget til at lægge datablade til grund, og at rådgiver ikke var forpligtet til at foranstalte særlige undersøgelser inden projektering eller accept af MgO-pladerne.

    Kendelsen illustrerer dog også, at der er en række forhold, som skal afklares i de enkelte sager, førend det kan konkluderes, om rådgiver og/eller entreprenør ifalder ansvar:

    • Er kvalitetssikringsbekendtgørelsen en udtrykkelig del af aftalegrundlaget?
    • Vil MgO-pladen på tidspunktet for projektering/udførelse i den konkrete sag stadig være at betragte som ”ny” og ”uprøvet”?
    • I hvilket omfang blev rådgiver oplyst om (fra entreprenør eller datablade), at der var tale om et nyt og uprøvet produkt?
    • Oplyste entreprenøren (eller leverandøren) at have erfaring med produktet?
    • Kan leverandør/mellemhandler inddrages med henblik på ansvar efter produktansvarsreglerne?

     

    Artiklen kan også hentes i pdf.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Steen Hellmann, sh@viltoft.dk, Henrik Hauge Andersen, hha@viltoft.dk eller Peter Fauerholdt Thommesen, pft@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    01.02.2017

    Nye regler om sagkyndig bevisførelse

    Den 13. december 2016 vedtog Folketinget lovforslag nr. L 20 om ændring af retsplejelovens bestemmelser om sagkyndig bevisførelse. Lovændringen er baseret på Retsplejerådets betænkning nr. 1558 fra 2016 om sagkyndig bevisførelse og træder i kraft den 1. juli 2017.

    Lovændringen skal ses i forlængelse af den liberalisering af reglerne om syn og skøn, der blev gennemført i 2014, hvorefter parterne ikke længere behøver at blive enige om spørgsmål til skønsmanden.

    Lovændringen er nok den væsentligste ændring af reglerne om sagkyndig bevisførelse siden retsplejeloven af 1916.  Den nye lovændring liberaliserer yderligere syn- og skønsinstituttet og åbner samtidig op for nye muligheder for at anvende eksperterklæringer.

    § 198, stk. 1, 2. pkt.
    Den nye bestemmelse får følgende ordlyd:

    Finder retten det hensigtsmæssigt under hensyn til sagens og skønstemaets karakter, kan den udpege flere skønsmænd til at besvare samme spørgsmål.” [Vores fremhævning]

    Det er en nyskabelse, at flere skønsmænd med lovændringen kommer til at kunne besvare samme spørgsmål. Tidligere har flere skønsmænd som det klare udgangspunkt alene kunnet besvare forskellige spørgsmål i kraft af deres forskellige sagkundskaber. Fremadrettet vil skønsmænd med samme sagkundskab altså kunne besvare de samme spørgsmål.

    Ændringen er en anerkendelse af, at der i visse tilfælde kan være flere konkurrerende, men fagligt/videnskabeligt korrekte svar på et givent spørgsmål.

    Det er herudover værd at bemærke, at bestemmelsen med formuleringen ”hensigtsmæssigt” – og ikke eksempelvis ”påkrævet” eller ”nødvendigt” – som udgangspunkt sætter barren lavt for, hvornår retten kan udpege flere skønsmænd.

    § 209, 2. pkt.
    § 209 får ved lovændringen følgende tilføjelse:

    Det samme gælder fornyet syn og skøn ved andre skønsmænd, når retten finder det hensigtsmæssigt under hensyn til de fremførte indsigelser og andre muligheder for at få skønstemaet yderligere belyst eller til sagens og skønstemaets karakter.”

    Det har også tidligere i overensstemmelse med § 209 været muligt at gennemføre fornyet syn og skøn over samme genstand, men praksis omkring et sådant fornyet syn og skøn har været særdeles restriktiv. Den nye tilføjelse har til formål at åbne betragteligt op for denne adgang.

    § 209a, stk. 1 og 2
    Den nye § 209a, stk. 1 får følgende ordlyd:

    Retten kan i en borgerlig sag efter fælles anmodning fra sagens parter tillade, at parterne som supplement til eller i stedet for optagelse af syn og skøn fremlægge erklæringer som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om konkrete forhold af teknisk økonomisk eller lignende karakter. Rettens tilladelse omfatter også sagens behandling i ankeinstansen.” [Vores fremhævning]

    Dette er lovændringens mest betydelige nyskabelse og åbner op for sagkyndig bevisførelse løsrevet fra det traditionelle syn og skøn. Tidligere har sagkyndig bevisførelse som bekendt næsten udelukkende fundet sted gennem de af retten udpegede, uvildige skønsmænd.

    Med ændringen bliver det muligt for parterne – når de kan blive enige herom – at anvende deres egne, partsudpegede specialister, som supplement til eller i stedet for et traditionelt syn og skøn.

    § 209a, stk. 2 får følgende ordlyd:

    Ved afhøring af sagkyndige, der har afgivet de i stk. 1 nævnte erklæringer, kan de sagkyndige som udgangspunkt overvære afhøringen af hinanden og eventuelle skønsmænd, og retten kan give de sagkyndige lov til at rådføre sig med hinanden, inden de svarer.” [Vores fremhævning]

    Stk. 2 giver mulighed for, at de sagkyndige i højere grad kan ”se hinanden over skulderen” og assistere de procesførende advokater under de ofte meget teknisk prægede afhøringer af sagkyndige.

    Herudover giver bestemmelsen mulighed for, at de sagkyndige kan rådslå sig med hinanden, således at eventuelle misforståelser kan undgås, og de sagkyndige kan fokusere på de områder, hvor de reelt er uenige.

    Dette system er i udlandet kendt som ”witness conferencing” og er anvendt med stor succes i international voldgift, samt f.eks. i Norge og Sverige.

    Samlet set åbner § 209a således op for en helt ny og langt mere fleksibel form for sagkyndig bevisførelse.

    Førend man anmoder om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer fra partsudpegede specialister skal man være opmærksom på, at omkostningerne hertil ikke dækkes under sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1.

    § 341a, stk. 1 og 2
    Den nye bestemmelse får i stk. 1 følgende ordlyd:

    Erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Har en part fremlagt en sådan erklæring kan modparten under i øvrigt samme betingelser fremlægge en tilsvarende erklæring, selvom denne erklæring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg.”[Vores fremhævning]

    Tidligere har praksis omkring ensidigt indhentede erklæring været sådan, at en erklæring, der var ensidigt indhentet før sagens anlæg, kunne fremlægges, mens erklæringer, der var ensidigt indhentet efter sagens anlæg, ikke kunne fremlægges. Sagens anlæg var med andre ord skæringsdag for, hvornår man kunne indhente en ensidig erklæring og fremlægge denne som bevis. Første led af den nye § 341a, stk. 1 kodificerer således gældende retspraksis.

    Denne retsstilling gav i en række tilfælde sagsøgeren en urimelig fordel, da sagsøgeren i sagens natur kontrollerer, hvornår sagen anlægges, og dermed også indirekte, hvilket bevis sagsøgte kunne fremlægge.

    Lovændringen retter med § 341a, stk. 1’s andet led delvist op på denne uhensigtsmæssige retstilstand, idet bestemmelsen giver mulighed for at fremlægge en ensidig erklæring indhentet efter sagens anlæg, når modparten har fremlagt en ensidig erklæring indhentet inden sagens anlæg. Lovændringen kalkerer på dette punkt retstilstanden fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, hvor VILTOFT i en sag fra 2011 fik tilladelse til at fremlægge en sagkyndig erklæring indhentet efter sagsanlæg, se vores artikel “Fremlæggelse af ensidigt indhentet erklæring” af 2. november 2011.

    Bestemmelsen giver ikke en selvstændig ret til at fremlægge en ensidig erklæring indhentet efter sagens anlæg. Serveretten forbliver således hos den – sandsynligvis sagsøgeren – der har indhentet en ensidig erklæring inden sagens anlæg. Dette skal dog sammenholdes med den generelt udvidede mulighed for at anvende sagkyndige erklæringer, som behandlet ovenfor under § 209a, stk. 1.

    Den nye § 341a, stk. 2 stadfæster herudover den seneste retspraksis omkring fremlæggelse af juridiske responsa og giver dermed en lovhjemlet adgang til at fremlægge sådanne responsa til støtte for en parts anbringender.

    Sammenfatning
    De nye regler om sagkyndig bevisførelse gør op med den hæderværdige, men utidssvarende tanke om, at retten i ethvert tilfælde kunne udpege én skønsmand med ideelle faglige kvalifikationer til at besvare ethvert teknisk spørgsmål.

    Verden er betydeligt mere kompleks, end da syn og skønssystemet blev indført i 1916, og de nye regler om sagkyndig bevisførelse imødekommer denne virkelighed ved at anerkende, at der kan være mere end én sandhed, selv når det drejer sig om tekniske/videnskabelige spørgsmål.

    De nye regler vil således forhåbentlig kunne bidrage til flere nuancerede og materielt rigtige afgørelser.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Tobias Weibel, tw@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    19.12.2016

    Fremtidens byggevoldgift

    VILTOFT’s partnere Michael Gjedde-Nielsen og Peter Fauerholdt Thommesen har skrevet en artikel om dansk og international byggevoldgift i lyset af revisionen af AB-systemet.

    Artiklen er netop blevet offentliggjort i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB 2016.883).

    Artiklen gengives her med tilladelse fra Karnov Group Denmark A/S.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Peter Fauerholdt Thommesen, pft@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    22.09.2015

    Højesteret: Facebook-venner er ikke rigtige venner

    I de senere år er der kommet øget fokus på voldgiftsdommeres mulige inhabilitet i voldgiftssager herhjemme. I den forbindelse kan det give anledning til overvejelser, om det forhold, at en voldgiftsdommer har forbindelse til parterne eller deres advokater via sociale netværk som LinkedIn eller Facebook, kan gøre voldgiftsdommeren inhabil.

    Højesteret har den 11. september 2015 afsagt en kendelse, som kaster lys over spørgsmålet. Sagen angik en domsmand i en straffesag, som på Facebook var ”ven” med den forurettede i sagen, og som afgav vidneforklaring i byretten. Den forurettede var medlem af Borgerrepræsentationen i København og var blevet overfaldet af den tiltalte i straffesagen i anledning af offentlige ytringer i forbindelse med en demonstration om statens salg af DONG-aktier.

    Den tiltalte mente, at domsmanden var inhabil på grund af ”venskabet”.

    Højesteret udtalte, at det følger af retsplejelovens § 61, at en domsmand er inhabil, hvis der på grund af domsmandens tilknytning til sagen eller sagens parter kan rejses tvivl om domsmandens fuldstændige upartiskhed. For at føre til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder.

    Højesteret lagde til grund, at der ikke havde været anden kontakt mellem domsmanden og den forurettede end to positive kommentarer fra domsmanden på den forurettedes Facebook-opslag, samt ved, at domsmanden i et enkelt tilfælde havde udtrykt støtte til fordel for den forurettede i en kampagne, der forholdt sig kritisk til den forurettedes holdninger. Domsmanden og den forurettede kendte ikke hinanden personligt og havde aldrig mødtes eller talt med hinanden, og domsmandens kommentarer på Facebook omhandlede ikke straffesagen.

    Højesteret udtalte på den baggrund, at den omstændighed, at domsmanden var ”ven” med den forurettede på Facebook, og den interaktion, der havde været på Facebook mellem parterne, ikke var egnet til at rejse berettiget tvivl om domsmandens fuldstændige upartiskhed. Domsmanden var altså ikke inhabil og kunne dømme i sagen.

    Når kendelsen også har relevans for voldgiftssager, er det, fordi det normalt antages herhjemme, at voldgiftsdommere skal leve op til samme krav til upartiskhed som domsmænd og dommere ved de almindelige domstole i øvrigt, jf. principperne i retsplejelovens § 61.

    Højesterets kendelse er i øvrigt på linje med IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, som udkom i en ny udgave i oktober 2014. Her er det anført, at det forhold, at en voldgiftsdommer er forbundet via sociale netværk med parterne eller deres advokater, ikke giver anledning til rimelig tvivl om upartiskheden, og ikke er et forhold, som voldgiftsdommeren skal oplyse om over for parterne. Derimod bør et nært personligt venskab med en part eller en advokat i sagen oplyses over for parterne i forbindelse med udpegningen som voldgiftsdommer.

    Læs Højesterets kendelse her.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Peter Fauerholdt Thommesen, pft@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    17.08.2015

    Kan en part bare ignorere en aftale om mediation?

    Kontrakter indeholder ofte vilkår om, at parterne skal søge at løse deres konflikter ved forhandling eller mediation, inden de går ad rettens vej. En ny afgørelse fra Sø- og Handelsretten behandler spørgsmålet, om en part – på trods af disse vilkår – kan gå direkte til retten.

    Sø- og Handelsretten nåede den 20. januar 2015 frem til, at et aftalt vilkår om mediation ikke fratog en part muligheden for at anlægge sag ved retten, selv om vilkåret ikke var blevet fulgt.

    Ifølge mediationsvilkåret skulle parterne forsøge at løse deres konflikter gennem mediation, inden en retssag kunne anlægges.

    Vilkåret fandtes i en aftale om transport af vindmøller fra 2009 mellem Siemens Wind Power A/S’ engelske datterselskab, Siemens Ltd (”Siemens”), og det danske fragtselskab Franck & Tobiesen, der senere skiftede navn til Shipping.dk Chartering A/S (”Shipping.dk”).

    Konflikten opstod, fordi vindmøllerne blev beskadiget under transporten til England.

    Siemens anlagde i februar 2010 sag i England mod både Shipping.dk og selskabets underleverandører. Siemens tilbagekaldte dog senere kravet mod Shipping.dk for i stedet at anlægge særskilt sag mod dette selskab ved Sø- og Handelsretten i Danmark.

    Den engelske sag vedrørte herefter kun forholdet mellem Siemens og underleverandørerne. Her blev der afholdt mediationsforhandlinger i januar 2013. I forhandlingerne deltog også Shipping.dk, selv om selskabet ikke længere var part i sagen. Shipping.dk ønskede dog ikke at deltage i det forlig, der blev indgået med underentreprenørerne.

    Spørgsmålet var nu, om den danske sag mod Shipping.dk skulle afvises, fordi Siemens ikke havde opfordret til mediation, inden sagen blev anlagt.

    Sø- og Handelsretten afviste ikke sagen. Mediationsvilkåret forhindrede ikke Siemens i at anlægge sag i en situation, hvor dette var nødvendigt for at undgå, at kravet forældedes. Det havde desuden betydning for retten, at der faktisk var blevet afholdt mediation i England, selv om det altså var i en særskilt sag.

    Sø- og Handelsrettens afgørelse (sag H-41-10) kan læses her.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Jeppe Hunsdahl, jh@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    15.06.2015

    Svensk voldgiftsreform. Kan vi lære noget?

    I anledning af 15-året for den svenske voldgiftslov har et udvalg nedsat af det svenske justitsministerium udarbejdet en betænkning med forslag til reform af loven. En række af forslagene kan også have interesse på denne side af Øresund.

    Læs udvalgsbetænkningen her.

    Ved vedtagelsen af den svenske voldgiftslov i 1999 besluttede man i Sverige – i modsætning til, hvad man gjorde i Danmark ved vedtagelsen af den danske voldgiftslov i 2005 – at loven ikke skulle være baseret direkte på UNCITRAL’s modellov om international handelsvoldgift. Denne grundlæggende præmis har udvalget ikke ændret ved, men den svenske voldgiftslov forholder sig dog til modellovens bestemmelser og er derfor på mange punkter sammenlignelig med den danske voldgiftslov.

    Betænkningen indeholder bl.a. følgende reformforslag:

    • I voldgiftssager med flere indklagede skal byretterne kunne udpege samtlige voldgiftsdommere (dvs. også på klagers vegne), hvis de indklagede ikke kan blive enige om at udpege en fælles voldgiftsdommer.
    • Det skal være muligt at kumulere (sammenlægge) voldgiftssager, hvis de samme voldgiftsdommere er udpeget i alle sagerne, og alle parterne er indforstået med sammenlægningen.
    • Ligesom i Danmark kan svenske voldgiftsretters beslutninger om foreløbige retsmidler i dag ikke tvangsfuldbyrdes ved domstolene. Voldgiftsretterne skal imidlertid fremover have mulighed for at afsige en særskilt – eksigibel – kendelse om foreløbige retsmidler, hvis parterne har givet mulighed for det i voldgiftsaftalen.
    • Alle søgsmål om tilsidesættelse af voldgiftskendelser skal anlægges ved samme domstol, nemlig Svea hovrätt, og det skal være muligt at gennemføre tilsidesættelsesproceduren på engelsk.
    • Sager om tilsidesættelse af voldgiftskendelser skal kun kunne ankes fra Svea hovrätt til Högsta domstolen med særlig tilladelse.
    • Parterne skal ikke længere have mulighed for at indbringe afgørelser om voldgiftsrettens omkostninger for domstolene, hvis afgørelsen er truffet af andre end voldgiftsretten selv, f.eks. af voldgiftsinstituttet.

     

    Det er udvalgets forslag, at ændringerne implementeres med virkning pr. 1. juli 2016.

    En arbejdsgruppe nedsat af Voldgiftsinstituttet arbejder med mulige reformforslag til den danske voldgiftslov. Det videre endnu ikke, hvornår dette arbejde afsluttes.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Peter Fauerholdt Thommesen, pft@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    31.05.2015

    Er Voldgiftsnævnets enevoldgiftsdommerordning i strid med voldgiftsloven?

    Efter at have tabt en voldgiftssag mod en håndværker ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed forsøgte bygherren at få kendelsen tilsidesat ved domstolene. Bygherren fremsatte en lang række indsigelser. Bl.a. gjorde bygherren gældende, at det var i strid med voldgiftsloven, at der var anvendt en faglig – ikke-juridisk – enevoldgiftsdommer (en arkitekt) til at afgøre sagen, som skulle afgøres efter gældende ret, og at det var uhjemlet og betænkeligt, at der havde medvirket en juridisk sekretær fra voldgiftsnævnet.

    Bygherren – der selv ved voldgiftssagens begyndelse havde samtykket i udpegningen af enevoldgiftsdommeren – fik ikke medhold i nogen af sine indsigelser. Både byretten og landsretten mente ikke, at voldgiftsnævnets enevoldgiftsdommerordning var i strid med voldgiftsloven.

    Resultatet forekommer i den konkrete sag ret oplagt. Et samtykke til at lade en arkitekt fungere som enevoldgiftsdommer giver ikke meget spillerum for senere indsigelser om, at arkitekten har misforstået, hvad der er gældende ret, og ikke er i stand til at afgøre sagen.

    Man kan dog med rette mene, at der er behov for klare(re) retningslinjer om, hvad den juridiske sekretærs rolle er i voldgiftsnævnets enevoldgiftsdommersager. Der må ikke herske tvivl om, at sekretæren netop kun er sekretær, og at det ene og alene er voldgiftsdommeren, der afgør tvisten.

    Sagen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2015, side 1192. De rejste spørgsmål er i øvrigt behandlet i Juul & Thommesen: Voldgiftsret (2. udg., 2008), side 171 og 271.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Peter Fauerholdt Thommesen, pft@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    24.04.2014

    Ny og principiel højesteretsdom om voldgiftsbehandling af direkte krav mod underrådgivere

    Sagen drejede sig om, hvorvidt bygherrens ansvarsforsikringsselskab – efter at have udbetalt erstatning til en naboejendom, som blev ramt af sætningsskader på grund af en mulig projekteringsfejl – kunne rejse et direkte krav mod den projekterende underrådgiver ved de almindelige domstole, eller om et sådant krav skulle indbringes for Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.

    VILTOFT førte sagen for underrådgiveren, der fik medhold i, at kravet skulle voldgiftsbehandles.

    Højesteret fastslog for det første, at ansvarsforsikringsselskabet var indtrådt i forsikringstagers (bygherres) retsstilling over for den tekniske rådgiver. Selv om erstatningen således blev udbetalt til den skadelidte nabo, fandtes erstatningsansvarslovens § 22, stk. 1, ikke at føre til, at forsikringsselskabet var indtrådt i naboens retsstilling over for den tekniske rådgiver.

    Det blev herefter afgørende for sagen, om bygherren skulle gøre sit krav gældende mod den tekniske rådgiver ved de almindelige domstole eller ved voldgift.

    Højesteret nåede – i modsætning til både byretten og Østre Landsret – til det resultat, at forsikringsselskabet var bundet af de bestemmelser om voldgift, der var indeholdt både i rådgiveraftalen mellem bygherren og totalrådgiveren og i aftalen mellem totalrådgiveren og underrådgiveren, som begge var baseret på den sædvanlige bestemmelse om voldgiftsbehandling i ABR 89. Højesteret lagde i denne forbindelse særligt vægt på, at kravet mod underrådgiver udsprang af en tvist om den tekniske rådgivers løsning af opgaven, og at der var aftalt voldgift i begge rådgivningsaftaler.

    Der har tidligere hersket nogen usikkerhed om voldgiftsklausulers bindende virkning i forhold til tredjemand. Højesterets nye dom om dette spørgsmål medvirker i al fald til en vis afklaring af dette spørgsmål.

    At der fortsat i sager om bl.a. en bygherres direkte krav mod underrådgiver tegner sig visse gråzoner, illustreres af udfaldet i ”DR-sagen”. Som omtalt i Viltofts nyhedsbrev den 7. februar 2014 nåede voldgiftsretten i denne sag til det resultat, at bygherren ikke var bundet af bestemmelserne om ansvarsbegrænsning i aftalen mellem hovedrådgiver og underrådgiver.

    Højesteretssagen blev for underrådgiveren ført af VILTOFT.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Claus Berg, cb@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    07.02.2014

    DR vinder omfattende voldgiftssag om rådgiveransvar i DR Byen

    Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed har ved kendelse af 13. januar 2014 sat endeligt punktum i en langvarig tvist om rådgiveransvaret for fejl i de statiske beregninger for Nyhedshuset i DR Byen.

    Voldgiftssagen drejede sig om fejl i de statiske beregninger for dækkonstruktionen i Nyhedshuset, hvor der var anvendt et såkaldt bobledæk. DR havde som bygherre overladt de statiske beregninger af dækket til en mindre dansk rådgivervirksomhed, med hvem DR havde aftalt en ansvarsbegrænsning på kr. 1 mio. Denne rådgiver fandtes at have gjort sig skyldig i grov uagtsomhed ved udformning af beregninger, men virksomheden havde ingen midler til at opfylde erstatningskravet. Afgørelsen er, så vidt det vides, første eksempel i dansk rets- og voldgiftspraksis på, at der er statueret grov uagtsomhed for en teknisk rådgiver.

    DR’s totalrådgiver i sagen, Arkitektfirmaet Dissing+Weitling fandtes ikke at have begået fejl i relation til de statiske beregninger. Derimod blev der givet DR medhold i et såkaldt direkte erstatningskrav (springende regres) mod Niras, der som underrådgiver for bobledæk-rådgiveren havde kontrolleret de statiske beregninger i henhold til anerkendelsesordningen for statikere. Niras fandtes således at have begået “professionelle fejl af en sådan karakter“, at bygherren kunne rejse erstatningskrav efter almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Erstatningskravet blev fastsat til knap kr. 66 mio., hvilket er bemærkelsesværdigt i lyset af, at Niras’ honorar for udførelsen af statikerkontrollen kun udgjorde kr. 80.000, som Niras også havde begrænset sit ansvar til i aftalen med bobledæk-rådgiveren. Under de givne omstændigheder skulle bygherren imidlertid ikke respektere denne ansvarsbegrænsning i det direkte krav mod underrådgiveren.

    Voldgiftssagen blev for DR ført af VILTOFT.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Claus Berg, cb@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    11.09.2013

    Metroselskabet vinder historisk voldgiftssag om Metroen i København

    Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed har ved kendelse af 27. august 2013 sat endeligt punktum i en tvist mellem entreprenørkonsortiet COMET og Metroselskabet om Metroens etape 1 og 2A. Tvisten har verseret siden 2004.

    Voldgiftssagen er den største, der hidtil har verseret ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, og den har omfattet en række principielle og komplicerede entrepriseretlige spørgsmål. Med kendelsen af 27. august 2013 står det klart, at Metroselskabet samlet set har vundet sagen.

    COMET, der fra 1996-2003 forestod bygge- og anlægsarbejderne på Metroens etape 1 og 2A – dvs. strækningen fra henholdsvis Lergravsparken og Vestamager til Frederiksberg – anlagde sagen i 2004 med krav om Metroselskabets betaling af mere end 3 mia. kr. Kravet vedrørte en lang række forhold, herunder et såkaldt globalt krav vedrørende forsinkelse og forstyrrelse (delay and disruption) på ca. 2 mia. kr. Metroselskabet påstod frifindelse og rejste et selvstændigt modkrav under sagen på ca. 1 mia. kr.

    Voldgiftsretten har samlet set givet Metroselskabet medhold i et nettokrav på ca. 730 mio. kr., inkl. renter.

    Desuden har voldgiftsretten pålagt COMET at betale 70 mio. kr. til Metroselskabet til dækning af sagsomkostninger samt at betale samtlige voldgiftsrettens omkostninger forbundet med sagen.

    VILTOFT har repræsenteret Metroselskabet under hele voldgiftssagen. VILTOFT har siden 1994 været Metroselskabets juridiske rådgiver i alle entreprise- og udbudsretlige spørgsmål vedrørende metrobyggeriet i København, senest i forbindelse med Cityringen og afgreningen til Nordhavn.

    Læs Metroselskabets pressemeddelelse her.


    Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte Michael Gjedde-Nielsen, mgn@viltoft.dk

    Artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

    Udskriv artiklen Ikon_print_dark
  • Læs artiklen
    01.12.2011

    Få nu fart på den voldgift!

    ICC’s verdensomspændende voldgiftsinstitut indfører fra årsskiftet nye regler, som bl.a. byder på et nyt retsmiddel i hastesager, og som sætter voldgiftsdommerne – og parternes – evne til at sikre fremdrift under lup.

    ICC’s nye voldgiftsregler revolutionerer ikke voldgiftsbehandlingen ved ICC. Heldigvis, vil nogle nok tænke. De gældende regler fra 1998 har generelt fungeret udmærket, og tanken med revisionen har derfor været kun at foretage ændringer, der er et reelt behov for. Styrende fore revisionsarbejdet har bl.a. været ønsket om at skabe større gennemsigtighed i reglerne ved at kodificere voldgiftsinstituttets administrative praksis på en række centrale  områder – som ikke har været umiddelbart tilgængelig – samt ønsket om at kunne imødekomme behovene hos sofistikerede brugere af voldgift.

    Nogle få ændringer får næppe stor betydning for danske brugere af ICC-voldgift. Reglernes anvendelsesområde er f.eks. ændret fra “business disputes of an international character” til slet og ret “disputes” for at udelukke tvivl om, at også voldgiftssager, hvor stater er parter, herunder investeringsvoldgiftssager, kan behandles ved ICC. I et forsøg på at løse problemer med voldgiftsklausuler, der foreskrives voldgift ved ét institut behandlet efter et andet instituts regler, er det endvidere fastslået, at kun ICC kan administrere voldgiftssager i henhold til ICC’s regler. Andre ændringer giver bud på løsning af problemer, som forekommer i alle typer af voldgiftssager, uanset om de behandles i ICC-regi, og disse ændringer kan derfor være til nytte for de fleste, der har med voldgift at gøre.

    Mere effektiv voldgift
    Et første eksempel på bestemmelser, hvis principper med fordel kan anvendes i enhver voldgiftssag, er de nye bestemmelser om effektivisering af voldgiftsprocessen. Bestemmelserne er indsat for at imødekomme massiv efterspørgsel blandt brugerne af ICC-voldgift efter at nedbringe sagsbehandlingstider og omkostninger.

    Så snart en voldgift er nedsat efter 2012-reglerne, skal den indkalde paterne til en såkaldt case management conference, hvor voldgiftsagens nærmere tilrettelæggelse drøftes (artikel 24). Der er tale om et forberedende møde, som minder meget om et, vi kender fra den civile retspleje herhjemme, jf. retsplejelovens § 353, og som også praktiseres ved Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. I et appendiks til reglerne gives en række konkrete eksempler på, hvilke tiltag parterne og voldgiftsretten bl.a. kan overveje, herunder udskillelse af spørgsmål til særskilt behandling, udelukkende skriftlig behandling af visse spørgsmål, tilvejebringelse af beviser osv.

    Samtidig følger det af de nye regler, at ikke bare voldgiftsretten, men også parterne er forpligtede til at medvirke til, at voldgiftssagen gennemføres hurtigt og på en procesbesvarende måde. Voldgiftsretten kan lade det få omkostningsmæssige konsekvenser for en part, som ikke lever op til dette. Hvad angår voldgiftsdommerne indgik deres omhu og længden af voldgiftsprocessen allerede efter 1998-reglerne som kriterier i instituttets fastsættelse af voldgiftsdommerens honorar. Kriterierne er nu skærpet, således at instituttet også vil vurdere voldgiftsdommernes effektivitet og evne til at udarbejde udkast til voldgiftskendelse inden for den fastsatte frist. Det må forventes, at ICC fremover vil følge sagens fremdrift meget nøje.

    Sager med mange parter
    Intet kan som sager, der involverer mere end to parter, eller som vedrører en flerhed af kontrakter og voldgiftsklausuler, volde kvaler i voldgiftsretten. En hovedentreprenør, der mødes med et erstatningskrav fra bygherren, ønsker f.eks. at søge regres hos sine to underentreprenører. Eller en virksomhedskøber kræver prisnedslag og mødes med sælgerens modkrav baseret på en separat licensaftale, som parterne indgik i forbindelse med overdragelsen. 1998-reglerne er stort set tavse herom, hvordan den slags håndteres i ICC-regi, hvis der ikke foreligger én, altomfattende voldgiftsaftale, og en part gør indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence.

    Det er der søgt rådet bod på med en række nye bestemmelser (artikel 6(4), 7-10 og 36(4)), der kodificerer ICC’s administrative praksis på området og fastlægger regler for adcitation og kumulation. Bestemmelserne er vel den mest markante nyskabelse i 2012-reglerne.

    Rejser der ved sagen anlæg indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, skal voldgiftsinstituttets sekretariat efter de nye regler vurdere, om sagen skal henvises direkte til voldgiftsretten med henblik på dennes stillingtagen, eller om sagen – hvor indsigelsen umiddelbart har mere for sig – i første omgang bør forelægges instituttets øverste organ, the Court. Forelægges sagen the Court, træffer the Court en foreløbig afgørelse om, hvorvidt sagen på det foreliggende grundlag kan fortsætte. Afgørelsen træffes efter følgende principper:

    Involverer voldgiftssagen flere end to parter, kan sagen fortsætte, hvis the Court vurderer (“is satisfied”), at der muligvis består en ICC-voldgiftsklausul, som binder alle parter (“an arbitration agreement … that binds them all may exist”).

    Omfatter voldgiftssagen flere krav fremsat på baggrund af flere voldgiftsaftaler, kan sagen fortsætte, hvis the Court vurderer, (i) a aftalerne er kompatible (“compatible”), herunder med hensyn til valg af voldgiftssted, sprog, antal voldgiftsdommere osv., og (ii) at alle parter muligvis har accepteret, at de rejste krav behandles samler under én voldgiftssag (“may have agreed that those claims can be determined together in a single arbitration”). Vurderingen under (ii) har til formål at fastslå, om parterne kan have haft intentioner om, at tvister som den opståede kunne behandles under ét. Det vil her bl.a. have betydning, hvem aftaleparterne er, om kravene udspringer af samme retsforhold, om der er tidsmæssig eller anden sammenhæng mellem aftalerne osv., sml. også kriterierne for kumulation nedenfor.

    The Courts afgørelse er ikke bindende. Lyder den på, at sagen ikke kan fortsætte, kan den indbringes for domstolene. Hvis sagen derimod kan fortsætte, henvises den til voldgiftsretten, som træffer endelig afgørelse om spørgsmålet. Det er værd at bemærke, at 2012-reglerne ikke giver noget (direkte) svar på, hvordan voldgiftsretten (eller domstolene) i sidste ende skal afgøre spørgsmålet, hvilket da også til dels afhænger af det lands retsregler, som gælder i den enkelte sag. Voldgiftsdommere og andre kan imidlertid finde inspiration i de samme retningslinjer, som ICC-voldgiftsinstituttet følger efter 2012-reglerne, og som er ophavspersonernes bud på løsning af den slags problemer.

    De nye regler om adcitation og kumulation findes i artikel 7 og 10. Artikel 7 fastslår, at en part i en ICC-voldgiftsag kan begære adcitation af yderligere parter uden de øvrige parters samtykke, så længe der endnu ikke er udpeget en voldgiftsdommer. Begæringen behandles herefter efter de retningslinjer, der er beskrevet ovenfor. Efter artikel 10 kan the Court på en parts begæring kumulere to eller flere verserende ICC-voldgiftssager, hvis parterne samtykker, eller hvis alle krav er fremsat på baggrund af samme voldgiftsaftale. Hvor der er fremsat krav på baggrund af flere voldgiftsaftaler, kan sagerne kumuleres, hvis sagernes parter er de samme, hvis tvisterne udspringer af samme retsforhold (“arise out of the same legal relationship”), og hvis voldgiftsaftalerne findes at være kompatible. Der foretages i alle tilfælde en konkret vurdering.

    Fortrolighed
    Efter at de lærde i en årrække har diskuteret, om parterne i international voldgift automatisk er underlagt en forpligtelse til ikke at oplyse om eller fra voldgiftssagen, synes der efterhånden at være enighed om, at spørgsmålet bedst overlades til parterne at regulere i deres (voldgifts)aftale. Senest er retstilstanden i Frankrig ændres således, at der ikke længere gælder en udfyldende regel om fortrolighed for parterne i international voldgift. På linje hermed indeholder ICC’s nye regler – ligesom 1998-reglerne – ingen bestemmelser, der pålægger parterne fortrolighedspligt.

    Derimod introducerer 2012-reglerne en bestemmelse (artikel 22(3)), hvorefter voldgiftsretten på en parts anmodning kan tage skridt til at sikre fortrolighed om hele eller dele af voldgiftsprocessen, og de oplysninger, som udveksles. Det fremgår, at voldgiftsretten “may make orders concerning the confidentiality of the arbitration proceedings or of any other matters in connection with the arbitration and may take measures for protecting trade secrets and confidential information”. Tanken har fra ICC’s side været at afspejle den praksis, som allerede i dag følges af voldgiftsdommere i bl.a. ICC-voldgiftsager. Man kan imidlertid rejse spørgsmålet, om voldgiftsretten virkelig kan tiltage sig sådanne beføjelser, hvis parterne ikke i øvrigt er underlagt fortrolighedspligt. Svaret vil i sidste ende afhænge af det lands regler, som er gældende for voldgiftsprocessen (lex arbitri), men i hvert fald efter dansk ret er det uproblematisk at vedtage en sådan bestemmelse, og der er utvivlsomt ofte behov for sådanne confidentiality orders for at værne om en part eller voldgiftssagen som helhed. Dansk Forening for Voldgifts regler om bevisoptagelse i voldgiftssage, der søger at give anbefalinger om best practice på området, indeholder i øvrigt en lignende bestemmelse om, at voldgiftsretten kan tage skridt for at sikre, at beviser underlægges fortrolighedsbeskyttelse, hvor det findes passende.

    Nyt foreløbigt retsmiddel
    Formentlig inspireret af Stockholms Handelskammers voldgiftsinstituts regler fra 2010 introducerer 2012-reglerne et nyt foreløbigt retsmiddel, som parterne kan gøre brug af i hastende tilfælde, hvor der er aftalt voldgifts ved ICC, men hvor der endnu ikke er nedsat en voldgiftsret. En part kan således – som alternativ til de foreløbige retsmidler ved domstolene – anmode instituttet om at udpege en såkaldt emergency arbitrator, som efter en kort proces, hvor parterne får mulighed for at udtale sig, kan træffe afgørelse om foreløbige retsmidler (“interim or conservatory measures”). Som udgangspunkt skal afgørelsen foreligge senest 17 dage efter, at anmodning er indgivet. Afgørelsen kan ikke uden videre fuldbyrdes ved domstolene, men parterne forpligter sig i kraft af 2012-reglerne til at efterleve afgørelsen. Afgørelsen kan til enhver tid omgøres af den voldgiftsret, som efterfølgende nedsættes i sagen. For at reglerne ikke skal blive misbrugt som et rent taktisk våben, skal begæringen om udpegning af en emergency arbitrator følges op af en egentlig anmodning om voldgift i sagen inden ti dage, og der skal betales et fast gebyr på USD 40.000.

    I erkendelse af, at der er tale om en særlig nyskabelse, gælder der en særlig ikrafttrædelsesbestemmelse for reglerne om emergency arbitrators. De finder kun anvendelse i sager, hvor parternes voldgiftsaftale er indgået efter 31. december 2011. ICC har desuden udarbejdet en ny standardklausul, som giver parterne mulighed for udtrykkeligt at undtage reglerne om emergency arbitrators.

    Udpegning af voldgiftsdommerne
    Reglerne om udpegning af voldgiftsdommer ligner sig selv. Det er nu udtrykkeligt fastslået (artikel 11), at voldgiftsdommere ikke alene skal være uafhængige, men også upartiske, men også her er der blot tale om en kodifikation af gældende praksis under 1998-reglerne.

    Det er med 2012-reglerne fortsat udgangspunktet i voldgiftssager med tre voldgiftsdommere, at hver part nominerer en voldgiftsdommer, som bekræftes af voldgiftsinstituttet, og at voldgiftsretten formand udpeges af voldgiftsinstituttet. Proceduren for instituttets udpegninger er imidlertid ændret. Efter 1998-reglerne skulle udpegning ske på baggrund af en indstilling af den nationale ICC-komité i et land, som voldgiftsinstituttet havde udvalgt. Var indstillingen ikke acceptabel, kunne voldgiftsinstituttet kontakte en nationalkomité i et andet land. Erfaringen har vist, at dette system ikke altid fungerer lige effektivt, og instituttet har nu også fået mulighed for i en række nærmere angivne tilfælde at udpege en voldgiftsdommer direkte.

    Oprindelig optrykt i Advokaten, nr. 10, december 2011




    Udskriv artiklen Ikon_print_dark